Varme hveder eller valgflæsk
Af Per Vangekjær, formand Danske Malermestre

Begrundelsen i regeringsgrundlaget var lysende klar tilbage i 2022: Store Bededag skulle afskaffes, så Danmark kunne opruste…
Og SVM-regeringen var stålsat. Trods massiv modvilje blandt danskerne trumfede den med sit eget flertal beslutningen igennem. Vælgerne mistede en fridag, og den med egne ord ’mærkelige regering’, som statsministeren har kaldt SVM-regeringen, fik et sår, der aldrig rigtig er helet.
Men sårhelingen har også været svær. For siden beslutningen om at afskaffe Store Bededag har finansministeren kunne finde det ene milliardbeløb efter det andet i det, der flyvsk kaldes ’det økonomiske råderum’. Og netop det tilsyneladende uudtømmelige råderum fik – og får – begrundelsen om nødvendigheden af oprustning til at klinge hult.
Nu kræver SF, at helligdagen bliver genindført. Og den blå blok slutter op om kravet. Sørme om ikke også finansminister Nicolai Wammen er åben for at diskutere en genindførelse. Kun Moderaterne er imod – endnu.
Og jeg kan da også godt se, at det er svært for et parti, der har danskernes nedslidning på arbejdsmarkedet for øje og lufter det ene pensionsforslag efter det andet, fortsat at forsvare afskaffelsen af en fridag. Ikke mindst nu, hvor statsministeren skal være rund og i øjenhøjde med danskerne. Der er ikke længere plads til Strammer-Mette.
Jeg har hørt, at det skulle være administrativt besværligt at rulle afskaffelsen tilbage og genindføre Store Bededag. Vrøvl. Hvis man ønsker det, kan man genindføre Store Bededag lige så let administrativt, som man kunne fjerne den.
Folketingsvalget nærmer sig hastigt; man fristes til at spørge, om vi skal have varme hveder igen, eller om det hele bare er valgflæsk.
Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker!