Cirkusbygningen er en stilsikker vinder af Farveprisen 2026
Det bliver projektet, Cirkusbygningen – restaurering og farvesætning, der modtager årets farvepris. Et meget gennemført og stilsikkert arbejde, lyder det i begrundelsen fra Farvepriskomitéen.

Historien strækker sig mere præcis 140 år tilbage. Lige siden indvielsen 8. maj 1886 har den ikoniske bygning på Jernbanegade i København dannet rammen om varietéer, shows og cirkus – faktisk er Cirkusbygningen den ældste af sin slags i Europa, men det er en anden historie.
I 1983 blev cirkusbygningen indvendigt renoveret og ved den lejlighed farve- og lyssat af den verdensberømte danske arkitekt, Verner Panton. Cirkusbygningen og Verner Pantons arbejde blev fredet i 1988, men trods fredningen var Verner Pantons arbejde arkitektonisk blevet svækket med årene.
Men projektet, Cirkusbygningen – restaurering og farvesætning, har genskabt det unikke arbejde. Som der står i den ansøgning til Farveprisen 2026:
’Projektet har ført Cirkusbygningen tilbage til sin oprindelige styrke og identitet, ikke som en 1:1-rekonstruktion, men som en kreativ og fagligt funderet revitalisering, der forener kulturhistorie, nutidig brug og kompromisløs kvalitet i farvesætning og malerarbejde.’
Prisen blev overrakt i dag, tirsdag 12. maj. Ved overrækkelsen roste Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, som også er formand for Farvepriskomitéen, årets vinder.
- Der er virkelig tale om et helt usædvanligt arbejde. Projektet og arbejdet i de buede gange og i de tre foyerer stod ufattelig stærkt hos komitéen, da vi blev præsenteret for det, og vi må bare konstatere, at parterne bag har skabt noget, der er i en liga for sig selv.
- Havde vores farvepris eksisteret i 1983, havde Verner Pantons farve- og lyssætning været en oplagt kandidat til prisen.
Per Vangekjær understregede dog, at komitéen med Farveprisen 2026 ikke har præmieret Pantons farvesætning posthumt. Det indstillede projekt var så meget mere; farver, lys, møbler og tekstiler.
- Det er virkelig helstøbt og mere end en genskabelse af det originale arbejde.
I begrundelsen for tildelingen skriver Farvepriskomitéen:
Cirkusbygningen; som at træde direkte ind i farvecirklen. Verner Pantons farver er gennemført genskabt i den gamle cirkusbygning. Fra den græsgrønne vestibule til den røde, varme omfavnelse i foyeren. Men farverne står ikke alene – restaureringen rækker videre. Belysning, tekstiler og møbelklassikere komplementerer oplevelsen og gør det fagligt bevidste og stilsikre arbejde til noget ganske særligt.
Renoveringen af Verner Pantons eneste, tilbageværende danske værk står forbilledligt og veludført for eftertiden.
Cirkusbygningen ejes af Balder CB A/S og Wallmans A/S har siden 2003 lejet sig ind i Cirkusbygningen og afholdt dinnershows i kuppelsalen. Denne har ikke været en del af det præmierede projekt.
- Vi er utrolig stolte over, at Cirkusbygningen modtager Farveprisen 2026. For os har det været afgørende at genskabe og bevare husets helt særlige identitet med respekt for Verner Pantons oprindelige vision og det omfattende restaureringsarbejde, der ligger bag projektet – og samtidig sikre, at Cirkusbygningen fortsat er et levende hus, hvor mennesker mødes til kultur, og oplevelser, Wallmans Dinnerparty og shows under kuplen. Prisen er en stor anerkendelse af det ambitiøse arbejde, der er lagt i restaureringen, og af alle de dygtige fagfolk, der har bidraget til at bringe Cirkusbygningens farver, lys og sjæl stærkt tilbage, siger Christian Sunn, administrerende direktør i Cirkusbygningen.
Farveprisen er indstiftet af Danske Malermestre, og det er 20. gang, prisen, som er på 50.000 kroner, bliver overrakt.
Bag det vellykkede – og nu præmierede – projekt står:
Restaurering, ombygning:
Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Genskabelse af Verner Pantons farver:
Verner Panton Design AG
kt. COLOR
Indretning:
Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Verner Panton Design AG
Farvearkæologi:
Københavns Konservator
Belysningsrådgivning:
Lightscapes ApS
Malearbejde:
Viebke & West A/S
Bygherrerne på projektet, Balder CB A/S og Wallmans, får ros for deres mod til at følge projektets visioner og idéer til ende.