Malerfirma støtter 100 procent op om EuroSkills-deltager
Malerlærlingen Camilla Lindholm Gelmer, der i denne uge deltager i EuroSkills 2025 i Herning, er ansat i Marlenes Malerfirma ApS i Varde. Det har krævet mange træningstimer, men malermestrene bakker 100 procent op, når lærlingen er på landsholdet.
Min forventning er selvfølgelig, at jeg kan vinde EuroSkills 2025. Det skal man selvfølgelig altid håbe. Så en Top 5 eller der op ad – det kunne være det fedeste i hvert fald.
Ordene kommer fra bygningsmalerlærling Camilla Lindholm Gelmer, der de sidste to år – siden hun først vandt regionsmesterskabet, senere DM i Skills, derefter deltog i de nordiske mesterskaber i Island og fik Medallion for Excellence til WorldSkills i Lyon i efteråret – har trænet meget til konkurrencerne.
Hendes mestre Marlene og Carsten Sørensen fra Marlenes Malerfirma ApS i Varde har fulgt hende i tykt og tyndt – og bakket 100 procent om den massive træning og også taget med til alle konkurrencerne. I denne uge er Camilla Lindholm Gelmer den danske deltager i EuroSkills 2025 i Herning.
- Vi tror jo på, at Camillas deltagelse i de forskellige konkurrencer kan tiltrække en masse nye elever til malerfaget. For der er virkelig mangel på dygtige håndværkere. Og vi kan faktisk allerede se, at vi har fået flere ansøgere efter, at Camilla har deltaget i konkurrencerne. Inden da havde vi ikke fået en ansøgning i fem år – og siden der er kommet mere fokus på Skills-konkurrencerne, har vi fået tre ansøgninger, siger Marlene Sørensen.
Sidestiller det med en sportsudøver
Malermestrene fortæller, at de fra start så hendes store talent indenfor malerfaget. Og derfor har de aldrig været i tvivl om, at hun skulle deltage i konkurrencerne – også selvom det i år har kostet mange ugers træning – og de har måttet undvære hende i virksomheden. For man kommer ikke på landsholdet uden at træne.
- Vi sidestiller Camillas deltagelse i alle konkurrencerne med at være sportsudøver, der er udvalgt til EM. Det ville man jo aldrig sige nej til. Derfor skal hun bare have lov til at udfolde sit talent. Vores holdning er også, at har du sagt A, må du også sige B. Vi håber da, at hun bliver den bedste til EuroSkills, siger Carsten Sørensen.
Udviklet af konkurrencerne
Fordi EuroSkills i år holdes i Danmark har Malerfagets Faglige Fællesudvalg – som består af Danske Malermestre og Malerforbundet – satset alt på et godt resultat. Der er for eksempel hyret en landstræner udover Camilla Lindholm Gelmers faglige træner Hanne Asmussen fra Rybners Tekniske Skole. Det er faglærer fra TechCollege Aalborg Rikke Fredberg Iversen. Alene i 2025 har de trænet i 14 uger.
- Det har givet mig meget både at have min faglærer og en landstræner. De kan lidt forskellige ting – og landstræneren er kommet med forskellige input til min træning for at gøre mig bedre, siger Camilla Lindholm Gelmer, som selv synes, at hun har udviklet sig både fagligt og personligt ved at være en del af Skills-landsholdet.
- Jeg var en stille én, der ikke var den helt rigtige konkurrenceperson, der skulle stå overfor en masse mennesker. Og det faglige har jeg fået meget mere styr på, fortsætter hun.
Og hendes mestre er enige. Setup’et med to trænere har løftet Camilla Lindholm Gelmer til et højt niveau. Men hun har også udviklet sig på det personlige plan.
- Camilla har udviklet sig mega meget under hele det her forløb. Hun er gået fra at være en lidt stille og usikker pige til bare at blomstre op og være udadvendt. En pige med ben i næsen, som siger: Her kommer jeg! Hun stråler af selvtillid med hendes røde kinder og lidt røde hår, siger Marlene Sørensen og Carsten Sørensen supplerer:
- Det er fantastisk som hun har udviklet sig – og vi et stolte over, at det er lykkedes. At hun er kommet så langt – det er jo ikke mange, at det lykkes for. Så vi er pavestolte.
Frontfigur for EuroSkills 2025
Camilla Lindholm Gelmer havde aldrig troet, at hun skulle være frontfigur – både for malerfaget og for selve EuroSkills 2025-eventet, hvor hun figurerer på store reklamer i busskure.
- Jeg tænkte, at jeg skulle starte min uddannelse og bare fortsætte med at være mig. Nu har jeg fået lov til at være med i alle de her konkurrencer – og det har givet mig helt vildt meget, siger hun.
Hendes mestre fastslår også, at deres lærlings deltagelse i alle konkurrencerne, afspejler sig i alle ansatte i Marlenes Malerfirma.
- Stoltheden ved malerfaget har været lidt på retræte. Det er som om vi alle nu siger med lidt mere stolthed i stemmen: Jeg er maler – og Camilla er vores lærling, siger Marlene Sørensen.