Nyheder
Så skal der skaffes praktikpladser!
De lokale uddannelsesudvalg skal op af stolen og ud i malervirksomhederne og finde plads til de elever i malerfaget, der her og nu står og mangler en praktikplads.
Pt. står 467 unge i skolepraktik og ser forgæves efter at få chancen med en rigtig uddannelsesaftale i en malervirksomhed.
I en pressemeddelelse fra Malerfagets faglige Fællesudvalg lyder budskabet, at målet er at finde 160 pladser hen over sommeren. Det skal ske ved at banke på hos de firmaer, der enten endnu ikke er godkendte til at tage en elev eller de virksomheder, der kunne rumme en elev eller to mere.
Der bliver lagt moderat pres på de lokale uddannelsesudvalg, som bliver bedt om hver at skaffe 10 praktikpladser.
Efter sommerferien går anden del af kampagnen i gang med "Ta' en elev med hjem, når din egen elev er på skoleophold!".
Det tredje indsatsområde er, at ny-godkendte virksomheder hurtigt bliver præsenteret for elever på jagt efter en elevplads. Fremover får de lokale uddannelsesudvalg hvert kvartal tilsendt lister over ny-godkendte virksomheder, som endnu ikke har fået en elev - så de kan få tilbudt en skp-elev.
På Fællesudvalgets hjemmeside www.mffu.dk kan man læse mere om mulighederne for virksomhedsforlagt undervisning og delaftaler.
Se også de lokale uddannelsesudvalg - og kontakt dem, når der er plads til en ny elev i virksomheden!
